Guitaren var min trofaste følgesvend i rigtig mange år, lige fra jeg fik min første guitar i ti års alderen, og lærte de første akkorder fra en oversigt på Jyllands Postens bagside. I mange år var jeg meget ambitiøs med hensyn til mit guitarspil, og intet mindre end et verdensmesterskab kunne stille mig tilfreds. Efter som energien til at øve mig ikke helt svarede til ambitionerne, siger det sig selv, at jeg på et tidspunkt ville blive grundigt skuffet.
Set i bakspejlet var guitarspillet langt sjovest i den periode, hvor jeg konkurede med Søren og Jørn fra klassen om at lære de seneste fif. Vi kunne blive noget så misundelige på hinanden, når en af os havde lært noget nyt. Men der var ikke andet at gøre end at klø på og følge med. Og misundelsen stak ikke dybere, end vi var venner.
Senere var jeg med i et rockband, som hed Inner Light, hvor vi spillede kopimusik, selv om jeg egentlig var godt i gang med selv at skrive sange. Desværre blev bandet aldrig andet end et garageband, forstået således, at vi ikke havde økonomi til at købe et ordentligt lydanlæg, og derfor måtte nøjes med de job, hvor vi fik en halvtredser til deling, og gratis sodavand.
På den tid fik jeg også den ide, at jeg ville på konservatoriet og tage uddannelsen som musikpædagog, og begyndte derfor at studere teori og hørelære, samt klaverspil, som er obligatoriske fag på konservatoriet. Desværre blev jeg også overtalt til at skifte over til klassisk guitar, som dengang var det eneste saliggørende på konservatoriet, selv om det egentlig var el-guitaren og den akustiske blues-guitar, der havde mit hjerte. Selv om jeg øvede klassisk teknik flere timer dagligt, blev det aldrig rigtig en hjertesag for mig at spille klassisk, men den tekniske viden ødelagde fuldstændig hormondrevet i min el-guitar.
Som syttenårig begyndte jeg på MGK i Holstebro, som dengang var et pilotprojekt, og desværre fik vi ikke papir på uddannelsen, da vi var færdige. Alligevel fik jeg job på ikke mindre end tre musikskoler, hvor jeg underviste i guitar, banjo, orgel, sammenspil osv. En overgang underviste jeg også guitarelever på HF, men ingen træer vokser ind i himmelen. Som timelærer fik jeg ikke løn i ferierne, hvor jeg derfor måtte hutle mig igennem på en blanding af bistandshjælp og indtægterne som omrejsende trubadur. Det fik så være for en tid, men efterhånden som jeg så flere faste stillinger som guitarlærer gå til folk, hvis kompetencer lå helt andre steder end i guitarspil, lugtede jeg lunten, og trak mig lige så stille ud på landevejene – i første omgang som buschauffør, og senere som eksportchauffør. Man kunne måske sige, at jeg skulle have taget den AM-uddannelse, der netop begyndte at spire frem på konservatorierne og universiteterne, men måske var landevejen bare min skæbne. AM uddannelsen var mere alsidig i den forstand, at man spillede på mange forskellige instrumenter, og man havde ingen berøringsangst overfor rytmisk musik. Sådan, meget kort fortalt.
Landevejen, kombineret med min kreativitet og mine evner for at skrive, har trods alt givet mig mange glæder – og en slant penge – samtidig med at jeg måske har en mission at udfylde som talsmand for en gruppe, der ellers sjældent kommer til orde i samfundsdebatten.
Men det var musikken, vi kom fra. I mange år havde jeg job om dagen, samtidig med at jeg kørte en del guitarkurser om aftenen. Da jeg begyndte at køre eksport, fik guitaren dog dødsstødet. Jeg havde simpelthen ikke tid, og når spilleteknikken hele tiden gik den forkerte vej, tabte jeg helt lysten.
Nu har jeg så fundet min guitar frem igen, og selv om jeg ikke er nær så god til at spille på den, som jeg har været, er det en sand fornøjelse. Jeg har også købt et nodetegningsprogram, og er gået i gang med at rentegne noderne til nogle af de sange, jeg har skrevet gennem årene. Lige nu er det især de tekster af digteren, Jes Trøst, som jeg har sat melodi til, jeg arbejder på. Men med tiden kommer det hele nok med.
Min plan er at samle mine sange i en e-bog, som jeg vil sætte til salg her på siden. Nu må vi se, om planen holder. Indtil da nyder jeg i fulde drag, at musikken er kommet tilbage i mit liv. I min alder skal man glæde sig over hver dag.
Jeg fik altså ikke nogen stor forkromet karriere som musiker, men musikken giver mig så meget indhold i min alderdom, at jeg har svært ved at finde ord for det. På mine gamle dage må jeg nok også erkende, at jeg kunne være blevet diagnosticeret med ADHD, hvis min gamle indremissionsk skole havde vidst lidt mere om børn, og måske lidt mindre om salmevers. Jeg fortryder dog ikke mit liv. Jeg er som jeg er, og det blev som det blev.