Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Tanker i anledning af min blodprop

Share Button

 

For nu at lægge hårdt ud: Jeg fik for nylig en blodprop i hjertet – i skrivende stund er det tre uger siden – og selv om jeg før har slået et slag for sundheden på disse sider, kan jeg simpelthen ikke lade være med at benytte chancen til endnu en gang at tage emnet op. Jeg er nemlig ikke den første chauffør – og næppe heller den sidste – der har været ramt af en blodprop, og jobbet i sig selv rummer alle forudsætninger for at rage en blodprop til sig. Dertil kommer at jobbet virker som en magnet på folk der, som jeg, har den der indbyggede magelighed, der gør os til lette ofre for usund livsstil.

Hvis jeg skal beskrive mit sygdomsforløb, er jeg derfor ikke i tvivl om at jeg skal begynde helt tilbage til omkring 10 års alderen, den alder, hvor vi der er opvokset med store biler har fået de første personlighedstræk helt på plads. I den alder ved vi f.eks. at chauffører er gjort af et ganske særligt stof, der sætter os i stand til at arbejde flere døgn i træk, kun afbrudt af nogle korte søvnperioder på højst to timer. Vi ved også at disse særlige genetiske egenskaber sætter os i stand til i lange perioder fuldstændig at overhøre kroppens krav om mad og drikke, hvis en kunde f.eks. venter sit gods sidst på eftermiddagen, men dog ikke har tænkt sig at blive efter fyraften for at modtage det. Vi ved også, at når det lykkes os at slippe af med godset lige inden fyraften, kan vi tillade os at overfylde maven med det, der på engelsk så rammende hedder junk food, og kroppen vil på magisk vis selv omdanne disse tomme kalorier til gode sunde vitaminer, der sætter sig som faste muskler hen over brystet, og giver et maveskind som et vaskebræt. Jo, vi er godt nok heldige med sådan en krop, al den stund ordentlig føde er næsten umulig at opdrive på landevejene. Tænk, hvis man havde været magister, og skulle udsætte sin krop for det samme!

Det var også omkring 10 års alderen at jeg havde det der med rygningen på plads: klarheden over, at man først er rigtig voksen, når man ryger. Da jeg blev konfirmeret var det almindelig skik at en dreng fik sin første pibe, eller guldlighter, i konfirmationsgave – godt nok ofte sammen med en salmebog og Det Nye Testamente, men piben havde klart den største appeal. De fleste af os drenge havde også en oldefar, eller en anden slægtning, der havde røget hele sit liv, og alligevel var blevet ældgammel. Jeg kunne blive ved, men resultatet af det hele var nogenlunde som følger: Da jeg som 21 – årig fik mit erhvervskort, var jeg overbevist om at jeg var udstyret med et særligt genmateriale, der satte mig i stand til at sidde stille på min dertil indrettede mås i ekstremt mange timer hvert døgn, ryge 40 – 60 cigaretter i døgnet, og fylde mavesækken med junk. Og, skønt min medfødte læselyst med tiden har givet mig klarhed over, at hverken Sundhedsstyrelsen eller min egen læge deler denne opfattelse, har en dårlig livsstil det med at sætte sig i kallunet, og blive siddende! Enhver ryger ved godt at han stinker langt væk af sur tobaksrøg, men formår alligevel at ignorere det, takket være røgens uovertrufne evne til at ødelægge rygerens lugtesans. Inderst inde ved rygeren også godt, at røgen ikke får ham til at føle sig bedre tilpas – tvært imod. Men rygning hænger ved, både i sjælen og gardinerne, så de fleste ignorerer alle faresignaler og bliver ved.

Paradoksalt nok var det alligevel rygningen der langsomt fik mig på bedre tanker. Først med hensyn til køre – hviletidsreglerne, hvor jeg med tiden opdagede at jo længere der blev imellem kilometerstenene, desto kortere blev der imellem smøgerne. Først klarede jeg det ved at gå over til cigaretter med filter, men efterhånden måtte jeg erkende at skulle tobaksforbruget ned, måtte jeg simpelthen sove noget mere hvert døgn, og da jeg ikke kunne holde ud at ryge alle de cigaretter gav løsningen sig selv. Derved opstod der en helt uventet sidegevinst: glæden ved at være fri for den kroniske træthed, som alle chauffører led af for år tilbage.

Især efter jeg er fyldt halvtreds, har jeg i det hele taget spekuleret meget på, hvordan chaufførjobbet eventuelt kunne kombineres med en sundere livsstil, men som med så meget andet her i livet, er det blevet ved spekulationerne. Vi er ikke de eneste, der har et stillesiddende job, men vi er til gengæld en del hæmmede af at være de eneste, hvis fritid hvert døgn er afmålt i så små portioner, at tanken om nogen aktivitet ud over arbejde, spisning og søvn, i sig selv er urealistisk, ligesom der er grænser for hvor grøn man kan – og vil – gøre den medbragte kantine.
Hvis transportfirmaerne ønsker sunde og raske chauffører, er der altså først og fremmest nogle jobmæssige rammer, der skal ændres, så det overhovedet er muligt at leve bare nogenlunde sundt og normalt. Men lige så vigtigt er det at chaufførerne selv indser, at der ikke følger et specielt sæt særligt hårdhudede gener med det store kørekort, og så vidt jeg har forstået kan de tekniske skoler heller ikke udlevere den slags sammen med svendebrevene. Derfor må chauffører, på lige fod med alle andre, selv tage ansvar for den måde de behandler kroppen på.

For mit vedkommende nåede der ikke at komme noget håndgribeligt resultat ud af mine overvejelser, før jeg pludselig lå på ryggen i en ambulance, med iltmaske og alskens elektroder, der satte mig i stand til at være online med Skejby. Lægerne gjorde deres, i form af at give mig en balonudviddelse, samt et par flotte ”før og efter billeder,” hvoraf det med al tydelighed fremgår at operationen bestemt ikke var overflødig. Og min egen indsats? Jo, efter jeg blev indlagt gik jeg ned til hospitalets hovedindgang, hvor jeg røg to cigaretter på stribe, mens jeg tænkte godt og grundigt over, nøjagtig hvilke positive ting cigaretter tilfører kroppen. Derefter kylede jeg resten i skraldespanden, og siden har jeg ikke røget. Da jeg blev udskrevet, købte jeg straks en rigtig god cykel, og cykler nu mindst 10 km. om dagen – helst meget mere. Alt i alt har jeg været heldig. Jeg fik et vink – ganske vist med en vognstang – men stadig kun et vink, hvilket vil sige at der stadig ligger et liv foran mig. Hvor langt det bliver aner jeg lige så lidt om, som jeg altid har gjort, men jeg agter til gengæld at glædes over hver dag, og gøre hvad jeg kan for at der skal blive flest mulig af dem. Jeg håber hermed at have inspireret andre til at gøre noget selv, og helst inden vognstangen rammer dem i nakken.

Share Button
Print Friendly, PDF & Email

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web