Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Sådan begyndte det

Share Button

 

 

Måske var det bare en drenget trang til action, men vi havde det sjovt, vi drenge, når vi havde råd til en rulle film, og slog os løs med min fars fotografiapparat. Det var typen, der brugte filmruller, hvor selve filmen var beskyttet af rødt pap, hvorpå der var trykt fortløbende numre, som man kunne se igennem et rødt øje bag på kameraet. På den måde kunne man dels holde øje med antallet af brugte skud, samt sikre sig at nummeret stod lige midt i øjet, så billederne ikke lappede over hinanden.

 

Foruden at låne kameraet med på skoleudflugt en gang om året, skød jeg også action billeder sammen med kammeraterne. Det kunne f.eks. være at vi arrangerede et uheld med en sæbekassebil, og skød nogle drabelige billeder af det. Men, jeg var heller ikke ret gammel, da jeg begyndte at gå ture med kameraet og tage billeder af heste, busser, lastbiler og hvad der ellers faldt for.

 

Med hensyn til komposition husker jeg kun, at jeg gjorde mig umage med at billederne skulle se ”rigtige” ud i søgeren. Om mine fornemmelser også svarede til de kompositions principper, jeg senere har lært, skal jeg lade være usagt. Men der er næppe tale om de store sammenfald!

 

Senere fik jeg et såkaldt lommekamera, et af de små med filmkassetter, og et billedformat så småt at det selv de mest finkornede film gav en lind grød af korn på de færdige billeder. Optikken, hvis en sådan overhovedet fandtes, virkede som bunden af et ølglas. Et spejlrefleks kamera kostede desværre en formue, så den mulighed var ikke til stede, men jeg tilbragte mange timer foran fotohandlernes udstillingsvinduer, mens jeg drømte om alt det lækre udstyr.

 

Først da jeg flyttede ind på kollegiet Sparta, i Nr. Nissum, fik jeg tiltusket mig et brugt Zenith-kamera, med telekonverter og løs lysmåler, i en byttehandel med en guitar. Da jeg samtidig havde adgang til seminariets mørkekammer, satte dette kamera en del mere gang i fotografiet.

 

Senere, da jeg blev buschauffør, kørte jeg Europa rundt med musikere fra den amerikanske sommerlejr, Blue Lake Fine Arts Camp. En hel måned med de samme mennesker kastede en del drikkepenge af sig, og det endte med at jeg købte et Cosina spejlrefleks-kamera, med tre primes, og en fin taske. Derefter brugte jeg rigtig megen tid på foto, fik eget mørkekammer og læste al den faglitteratur, jeg kunne få fat på.

 

Da jeg fik børn, blev deres opvækst det vigtigste, og jeg havde ikke råd til at køre min hobby på fuld skrue. Det blev derfor til en lang periode, hvor jeg kun tog almindelige familiebilleder og rejsefoto.

 

I begyndelsen af nullerne gik det så løs igen. Jeg fik et digitalt spejlrefleks – kamera, og mørkekammeret blev skrottet til fordel for elektronisk billedbehandling.

Share Button
Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web