Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

På Cubas Landeveje

Share Button

Artikel fra Lastbilmagasinet, som jeg skrev efter at have besøgt Cuba i januar 2007. Teksten er tilpasset trykte medier. For lettere læsning klik på den grønne knap i bunden, og print teksten ud.

På Cubas landeveje

Cuba er på mange måder et underligt land. Det gælder også på transportområdet, hvor man på sin egen helt specielle måde blander person – og godstransport. For rigtig at forstå den måde, hvorpå tingene er organiseret, er man nødt til at kende lidt til landets valutasystem.

Der findes to valutaer i Cuba: Pesos Nacionales, som er den daglige valuta for de indfødte, samt Pesos Convertibles, som er en ren turistvaluta.
Det vil sige: Den var ment som en turistvaluta! Men, da de fleste varer, ud over de daglige fornødenheder som kød, fisk, grønsager osv., kun kan købes i de butikker, hvor der betales med Pesos Convertibles – og en convertible i øvrigt er 25 gange mere værd – er det klart at også Cubanerne selv foretrækker convertible.

Cubansk tankstation

Cubansk tankstation ved autopistaen. Ligner en Shell station, men firmanavnet fremgår ikke.

Amerikanske dollars er i princippet forbudt, men kan dog omveksles til en kurs så latterligt lav, at det slet ikke kan betale sig.

Som en sidebemærkning skal det tilføjes, at hvis nogen overvejer at tage til Cuba, vil jeg anbefale dem at tage Euro med hjemmefra, i små og mellemstore sedler. Man kan sagtens hæve penge på sit visakort, men automaten laver i det skjulte et lille trick til fordel for den Cubanske stat, idet den først veksler om til dollars, og derefter til convertibles. Derved mister man i løbet af et par sekunder ca. 20 % af det beløb, der hæves på kontoen derhjemme.

US dollars er for dyre at tage med hjemmefra. Køb i stedet Euro i små og mellemstore sedler, at tage med hjemmefra.
I transportsammenhæng er valutaen meget væsentlig, idet den er med til at holde turisterne adskilt fra Cubanerne. Som turist vil man nemlig kunne vælge at benytte de luksusbusser, der kører i fast rutefart over hele landet, fordi de skal forudbestilles og betales i convertibles. Eksempelvis koster turen fra Havanna til Trinidad 25 convertibles pr. person, hvilket svarer til 175.- DKR, en pris som de færreste cubanere er i stand til at betale, da deres månedsløn ligger på ca. 1500.- DKR. Cubanerne må i stedet benytte sig af de lastbiler, der kører i fast rute, og som har tilladelse til at medtage både passagerer og gods. Et af de ord, man hurtigt lærer i Cuba er således ”particular”. Indenfor lastbiltransport, skelner man nemlig skarpt imellem ren godstransport, og particular. Mange af particular – bilerne kører næsten udelukkende med passagerer, og har derfor faste bænke på hele ladet, mens andre kører med mindre mængder gods, og tjener lidt ekstra ved at medtage passagerer. Det kan f.eks. være en landmand, der dagligt kører til markedet med sine grønsager!

Billede af banansælgere, som står i midterrabatten på autopistaen.

Banansælgere på autopistaen

I en danskers øren lyder det måske voldsomt at medbringe passagerer på et åbent lad, men da landet har tropisk kystklima, er den stærke sol et større problem end kulden! I januar er temperaturen som på en god dansk sommer. Jeg havde egentlig planer om at tage turen fra Trinidad til Vinales med particular, fordi det ville være spændende at prøve, og det ville give mig nogle gode muligheder som fotograf, når vi kørte ud ad autopistaen. Desværre ødelagde en slem virus – med efterfølgende lungebetændelse – dette projekt, så jeg valgte den ordinære rutebus for turister. Derved blev turen en del kortere, rent tidsmæssigt. De fleste particularbiler kører nemlig på forholdsvis korte ruter, hvorefter man risikerer at skulle vente i timevis på den næste lastvogn, som så igen kan bringe en et lille stykke videre. Desuden har chaufføren ofte flere venner undervejs, han skal besøge. Der er ikke noget at sige til at Cuba siges at have en udpræget manana – kultur! Fordelen ved en patricular lastbil ligger altså udelukkende i prisen, idet man kun skal slippe et par pesos nacionales for hver bil, man entrer.

Transportmatriellet i Cuba er generelt noget gammelt udslidt bras, men det har sin charme!

Transportmateriellet i Cuba er et kapitel for sig, hvilket de fleste nok er klar over. Det gælder både for private personvogne, og for lastbilerne. Landet er i den sammenhæng et kæmpestort veteranbilsmuseum, som uundgåeligt vil bringe minderne frem i en aldrende drengesjæl. Men, hvis man forventer kun at se gamle udtjente russiske lastbiler hoste af sted med en sky af sort røg efter sig, bliver man overrasket. Der findes faktisk ikke så få nye, og nyere lastbiler. (Ifølge gængs dansk sproglogik er en nyere lastbil lidt ældre end en ny!) Holder man sig til selve Havannas centrum, vil de små syv tons lastbiler af ældre dato være i overtal. Men, bevæger man sig ud fra centrum, ud i industriområdet, begynder langtursbilerne at dukke op, og her er billedet noget anderledes. Mest iøjnefaldende er naturligvis de spritnye Freightliners, Macks osv. Mange udstyret med en stor kabine, nøjagtig som i USA. Hvordan det er lykkedes at få disse biler udenom den embargo, USA nu i halvtreds år har holdt i hævd, kan man undre sig over. Mit gæt er at de stammer fra samlefabrikkerne i Mexico!

Chevrolet lastbil fra 30´erne.

Cubansk Chevrolet lastbil med åbent førerhus, en rigtig bootlegger truck.

 

I det samlede billede fylder gamle udtjente lastbiler fra halvtredsernes USA dog mest. Japanske Hino er også godt repræsenteret, og som et kuriosum har jeg set op til flere nye VW sættevognstrækkere, de fleste som silovogne i sukkerområdet, eller som trækkere foran Havannas lidt specielle bybusser. Desuden har man tilsyneladende importeret et stort antal brugte lastbiler fra Europa. Man ser dem ikke så meget i byerne, men langs autopistaen møder man konstant DAF, Volvo og MAN, mest som sættevognstrækkere, men også en del kærretræk. Selv om godstransporten i et landbrugssamfund som Cuba i overvejende grad består af transport af landbrugsprodukter til nærmeste by, er der altså gang i en industrialisering, som kræver transport over længere afstande.

En anden ting, der sprang mig i øjnene, var den lette omgang med farligt gods. Cuba er ikke med i ADR konventionen, og derfor kan man se gamle udslidte bitumentanke, som kører helt uden afmærkning af nogen art, og det samme gælder benzinbilerne, som dog i enkelte tilfælde bærer påskriften ”inflameable”, med store bogstaver.

Livet på autopistaen kører efter sine helt egne pricipper, som godt kan virke udfordrende på en gennemreguleret europæer, men man finder ud af det, på finurlig cubansk vis.
Med hensyn til den generelle trafikkultur i landet, må jeg sige at jeg blev positivt overrasket. Måske på grund af den indgroede fordom at den trafikale kreativitet ofte stiger parallelt med gennemsnitstemperaturen. Når men ved, hvilken indflydelse det har på italienere og spanioler, kan ingen vel fortænke mig i at forvente det værste i et land med tropisk kystklima! Men, faktisk forløber trafikken stille og rolig, hvilket til dels skyldes at der ikke er så mange andre trafikanter at komme i konflikt med, som vi er vant til herhjemme, men også at cubanerne generelt er et venligt og tålmodigt folkefærd. Selv i en storby som Havanna, kører man pænt, og tager hensyn til hinanden. Så, vil man opleve noget virkelig særpræget, må man ud på autopistaen, den motorvej, der strækker sig langs hele øen, fra øst til vest. På grund af den manglende afstibning, er det vanskeligt at sige nøjagtig hvor mange spor vejen består af. Mit gæt er tre spor i hver retning, plus nødspor.

Cubansk Freightliner

Freightliner trækker med skibscontainer, i fart på autopistaen.

Her kan man opleve lidt af hvert. En hestevogn, triller langsomt imod kørselsretningen, formodentlig fordi det er den nærmeste vej! I midterrabatten står en banansælger, og i det vi europæere opfatter som det hurtige spor, holder en Lada, hvis ejer netop har fået lyst til en klase bananer. Lidt længere henne kommer der en traktor i overhalingsbanen, men i den forkerte kørselsretning. Og så fremdeles! Ingen tager notits af den slags. Man har tid nok til at køre udenom, og gør det uden vrøvl og med fuckfingeren i ro. Tankstationer er der ikke mange af, så de få der findes, benyttes flittigt. Også selv om man må krydse midterrabatten for at komme derind! Under alle vejbroer er der et leben af mennesker, som søger ly for den brændende sol. Nogle står i midterrabatten og sælger varer, mens andre venter på et lift med en lastbil. Er der ikke mere plads i rabatten, tager man lidt af kørebanen i brug, og der er ingen sure miner fra bilisterne i den anledning. Tvært imod sætter de alle som en farten helt ned i skridtgang, når de nærmer sig en bro. For en europæer byder autopistaen på en rigdom af ”sære syn” og pudsige hændelser, men for cubanerne er det dagligdags begivenheder, som ingen tager notits af.

På transportområdet, som i det hele taget, er Cuba altså et fattigt land, men også et land, hvor man fornemmer en udvikling.
Man har trods alt verdens højest uddannede befolkning, og det allernederste lag i samfundet – de der ligger og dør på gaden, som følge af mangel på mad og en retfærdig sygesikring – findes ikke i Cuba, ligesom man ikke har for skik at ordne uoverensstemmelser med skydevåben. Hvis man vil opleve det ”rigtige” Cuba, tror jeg imidlertid, man skal gøre det nu. Hvor forsømt landet end er, vokser økonomien i disse år, og om få år vil det være småt med de karakteristiske gamle biler, samtidig med at alle de veluddannede mennesker, der nu arbejder i turistbranchen – fordi den giver adgang til hård valuta – vil søge tilbage til det erhverv de er uddannet til.

Share Button
Print Friendly

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web