Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Noget om tandbørster

Share Button

Egentlig burde jeg være en lykkelig mand. Jeg har nemlig købt en tandbørste, som ifølge fjernsynets reklamespot kan lidt af hvert. Eller rettere: Da det i årevis har været næsten umuligt at købe andet, har jeg været tvunget til at købe de der meget fleksible tandbørster. 


Nu skulle man ganske vist tro at en tandbørste er en tandbørste, og at dens fornemste opgave at børste tænder.

Men, sådan forholder det sig slet ikke. 

Det viser sig nemlig at der er en lang række tests, en moderne tandbørste skal være i stand til at gennemføre, for at den kan bruges. F.eks. skal den kunne drøne rundt om et hjørne på en testbane, og der er også noget med en bakke, den skal suse ned ad, for derefter at krænge sig igennem en smal passage. 



Jeg har aldrig haft tålmodighed til at opbygge en testbane herhjemme, og ved således ikke om jeg er blevet narret. Men jeg går ud fra at fjernsynsproducenterne værner om deres troværdighed, så jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at jeg er i besiddelse af verdens mest fleksible tandbørste. 



Problemet er bare, at man, for at gøre tandbørsten fleksibel, har lavet nogle underlige krøller på den. Det vil sige: Egentlig er det krølleværk slet ikke nødvendigt for at gøre tandbørsten fleksibel, idet man sagtens kan gøre det ad kemisk vej. Men, producenten er nødt til at sikre sig, at vi nu også køber den tandbørste, han har postet så uhyggeligt mange reklamekroner i. Og for at vi kan få mulighed for at skelne den fra alle de andre tandbørster, har man været nødt til at lave de der krøller – selv om det uden tvivl har kostet en rasende masse penge til nye støbeforme. 



I og for sig er det da også udmærket at ens tandbørste er fleksibel. Det er en egenskab, der efterspørges meget i erhvervslivet i dag! Men, de små krøller har den ulempe at der let samler sig en masse snask i dem, hvilket er meget uheldigt, set ud fra en ren bakteriologisk vinkel. Desuden: Om man så er total ignorant på det område, virker det der snask i al almindelighed ulækkert på de fleste.

Men, hvis det virkelig er så vigtigt at den kan suse ned ad bakkerne og dreje om hjørner, er jeg selvfølgelig parat til at døje med de bivirkninger, disse fornemme egenskaber medfører. 



Her forleden skete der så det, at jeg faldt over en tandbørste, som ikke havde dette famøse krøl på selve håndtaget. Først troede jeg at der var tale om et billigt fejlprodukt, som producenten var ked af at smide væk. Men, den var skam god nok! En tandbørste, totalt blottet for terrængående egenskaber, havde set dagens lys, og knægten, der gik og stillede varer på hylderne, mente endda at den sagtens kunne børste tænder. Så, jeg vovede springet og købte en enkelt. Derved afstod jeg ganske vist fra 50 øres rabat på en sammenpakning med tre tandbørster i festlige farver, en tube tandpasta og en halv rummeter tandstikker. Men, der er stunder, hvor man må satse! 



Vel hjemme med tandbørsten, kunne jeg slet ikke vente med at prøve den af. Men, det skulle hurtigt vise sig at være et fejlkøb. Bagpå tandbørsen – altså på modsatte side af børstehårene – havde man nemlig anbragt et sæt gummilameller, som i løbet af no time var i stand til at flænse det tynde hudlag af gummerne. 



Lamellerne har nemlig den egenskab at de griber fat i gummerne, og når tandbørsten bevæges, følger gummerne således med. Men, gummer er meget konservative, og vil helst sidde der, hvor de plejer. Så på et tidspunkt overstiger presset fra gummerne simpelthen det tryk, lamellerne kan bære, hvorved gummerne – minus eventuel hud – flopper tilbage i neutral stilling. Det er meget irriterende! 



Man kan så spørge sig selv, hvordan nogen kan finde på at lave sådan en tandbørste. Det viser sig faktisk at der findes en TV reklame, som forklarer fænomenet. Det forholder sig nemlig således at dårlig ånde for en stor dels vedkommende skyldes svovlbelægninger på tungen. Derfor er det ikke længere nok at børste tænder. Man må også have tungen med! Og det gøres åbenbart bedst med gummilameller. 



Jeg har nu opdaget at mit lokale discount marked rent faktisk udbyder en ganske almindelig tandbørste til salg: en der kun kan børste tænder, ikke ejer skyggen af terrængående egenskaber, og som efterlader gummerne hele og velduftende. Man har bare gemt den type lidt af vejen, og da den er helt befriet for dikkedarer af enhver art, lægger man ikke sådan lige mærke til den. Nu har jeg så købt sådan en, vel vidende at jeg på den måde helt sikkert underprofilerer mig selv som forbruger. Men, mine gummer er igen hele, og jeg er fri for det ulækre snask på min tandbørste. 


Nota Bene: Her på mine gamle dage har jeg fundet ud af, at det der med krøl på håndtaget slet ikke er nødvendigt med hensyn til at gøre tandbørsten smidig og fjedrende. Det er kun et spørgsmål om hvor store mængder talater, man fylder i børsten.

Share Button
Print Friendly

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web