Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Mine meritter som forfatter

Share Button

Denne tekst var med på min tidligere hjemmeside, og efter som mange åbenbart har læst den, har jeg rodet lidt i de gamle arkiver og fundet teksten frem igen, så interesserede stadig har mulighed for at læse den. 

 

Jeg advarer med det samme. Denne tekst er meget lang, og for langt de fleste mennesker også dødkedelig. Er Du specielt interesseret i at skrive, og vil Du gerne læse om andre forfatteres medgang og modgang, kan der dog være noget at hente. Ellers kan Du roligt springe denne tekst over, og eventuelt læse nogle af klummerne.

 

Allerede som barn brød skrivetrangen af og til ud! En påstand, min gamle klasselærer måske ikke umiddelbart vil anerkende. Men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var bare ikke så meget for at grise skolens fine hæfter unødigt til

 

Helt anderledes forholdt det sig med Lemvig Folkeblads børneside, der ofte måtte lægge plads til mine skriverier.

 

Senere, da jeg som ca. ti årig begyndte at spille guitar, var jeg hurtigt ude med at lave tingene selv, både tekster og melodier. I første omgang var det nogle ret ligegyldige cuontrysange, jeg skrev. Men på det kunstneriske område er det sjældent, et arbejde er spildt. Alt giver øvelse!

 

Efterhånden dukkede der dog noget andet op i mit sind, nemlig bevidstheden om den altoverskyggende fare for atomkrig, der dengang herskede verden over, hvilket kom til at influere mange af de sange, jeg skrev.

 

Som teen ager, blev jeg nok opfattet som noget af et dovendyr, set med omverdenens skarpe øjne. Og jeg skal da heller ikke bebrejde nogen, at de fik det indtryk. At det boblede og sydede af ideer indeni mig, kunne de jo ikke vide! Men det gjorde det. Og min kreativitet stod samtidig i vejen for at jeg, og mine venner i rock bandet, kunne opnå den eneste gyldige måleenhed for succes, nemlig penge!

 

De, der bar gik efter at sangene skulle lyde ligesom på pladen, havde meget lettere ved at slå igennem. Men for os drenge i Inner Light, som vores band hed, var det ikke nok. Derfor – og fordi vi ikke havde nogen kapital i ryggen – forblev vi et kælderband, som kun lejlighedsvis kom ud at spille.

 

Ved siden af rock bandet, skrev jeg allerede den gang små historier, som for en stor dels vedkommende var inspireret af de store humorister som Mark Twain, Soya og Finn Søeborg. Desværre havde jeg ikke nogen livserfaring at bygge historierne på, så derfor var det meget vanskeligt for redaktørerne at finde plads til mine ellers udmærkede og morsomme historier. Men de kunne da alle sammen trøste mig med, at de var meget kede af det, og at de syntes, jeg skulle henvende mig igen, når tiderne var mere modne til den slags.

 

Den type afslag var naturligvis meget nedbrydende for en ung kunstners selvværd. Alligevel var de med til at lære mig kunsten, at rejse sig igen efter et nederlag. Når jeg havde været igennem hele det typiske kunstnerkrukkeri med indædte forbandelser over redaktørernes manglende intellekt, og omverdenens alarmerende mangel på dømmekraft, dukkede selverkendelsen og fighterånden som regel frem af de mørke tordenskyer. Og jeg indså, at vejen frem var at gøre tingene bedre!

 

Jeg valgte i mange år at spille på to heste: busbranchen, som gav mig brød på bordet, og sporadiske forsøg på at komme videre med en musikerkarriere, når arbejdet medførte sæsonarbejdsløshed. Desuden underviste jeg meget på aftenskolerne, hvilket tog meget af den tid, jeg kunne have brugt som forfatter. Dog fik jeg som tyveårig udgivet et hæfte med egne sange, på eget forlag og med ISBN nummer og det hele. På det tidspunkt rejste jeg en del rundt med Gårdsangertrioen, og jeg solgte faktisk en del hæfter ved disse arrangementer.

 

Senere i livet fik jeg øje på iværksætterydelsen. Jeg var arbejdsløs, og ville gerne gøre et sidste forsøg på at slå igennem som musiker. Da musikeres honorar udbetales som B – indkomst, var det en smal sag at opnå iværksætterydelse. Markedet var desværre ikke til de gamle folk songs, jeg gerne ville spille, så indtægterne som musiker var rimelige, men dog for små. Da Cupido udskrev en novellekonkurrence – erotiske noveller – fandt jeg den ide udfordrende, og sendte et bidrag. Det vandt ingen præmie, men blev alligevel udgivet i hel norden.

 

Med denne, ganske vist moderate, succes i baghånden, fandt jeg det spændende at forsøge mig noget mere på det marked. Det endte med at jeg igennem et par år var Cupidos mest produktive forfatter, og jeg vandt da også en andenpræmie i den efterfølgende konkurrence. Da der således pludselig var penge i at skrive, fik jeg lov at udvide forretningen til også at omfatte forfattervirksomhed, således at mine honorarer ikke skulle modregnes i iværksætterydelsen.

 

Resten af perioden havde jeg således meget at lave for forskellige blade, bl.a. Campingmagasinet og Rapport. Noget af det fortsatte jeg med i flere år, efter at jeg havde nedlagt forretningen. Det var også i den periode, jeg fik udgivet bogen: “Det´ dansk” på Bogans Forlag. Desværre solgte bogen, trods megen presseomtale, ikke særlig godt, hvilket nok skyldtes at jeg satte mig imellem to stole. Da bogen handlede om slang og dialekter, kom den til at bestå af en meget seriøs, og dog morsom, halvdel om dialekter, som var ganske stueren. Men afdelingen om slang, som nødvendigvis måtte indeholde nogle meget grove vendinger, stødte nok for mange læsere bort. Men igen: man lærer lidt hver gang.

 

Min bog blev altså en såkaldt “lagersucces”, hvilket igen fik mig ud på landevejen for at tjene penge. Men forlæggeren Evan Bogans, tro på mig, glemte jeg aldrig. Alligevel gik jeg lidt i stå, men denne gang mest fordi jobbet og familien ikke levnede megen tid til at skrive.

 

Til alt held fik jeg dog kontakt med Lastbilmagasinet, som manglede en person med praktisk erfaring, som kunne skrive en fast rubrik hver måned, om verden set fra førerhuset. Der var ganske vist mange, der havde svært ved at tåle, at en chauffør pludselig fik adgang til medierne. Trusler og mere eller mindre raffinerede mobningsforsøg blev med et noget, jeg måtte forholde mig til. Men, jeg er ikke så let at skræmme! Tilsyneladende er jorden da heller ikke gået under på grund af mine skriverier, så jeg fortsætter stille og roligt. Skulle der komme en brosten ind ad vinduet i den anledning, vil jeg prise demokratiet, og fortsætte med at skrive.

 

Bortset fra den slags fnidder er jobbet hos Lastbilmagasinet dog noget af det bedste, der er hændt mig. Det at skulle levere et manuskript hver måned, gjorde nemlig at jeg kom tilbage på sporet. Ved siden af klummerne, har jeg nemlig også fået en del noveller fra hånden, og er godt i gang med en roman. Igen: det har altid været meget vigtigt for mig, at mine ting kan bruges. Skrivekurser og den slags kan være udmærket, men det er igennem kommunikationen med redaktører og forlæggere, at man lærer, hvad der kan udgives. Men vejen frem er ikke let! Ofte må man løfte sig selv op ved håret, og det kan man nok ikke, med mindre man er båret af en ganske særlig lyst til at skrive.

Share Button
Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web