Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Min debut i medieverdenen

Share Button

Igennem hele min barndom har jeg kendt en del af den type mennesker, man med en meget pæn betegnelse kan kalde småsvindlere. At min barndoms persongalleri var så rigt udsmykket med lige netop den type mennesker, skyldes udelukkende min fars fortid som sømand.

Da krigen havde raset længe nok, og det blev for farligt at sejle, valgte mange naturligt nok at gå i land. Dermed befandt de sig så i det, man på politikersprog ville kalde, en ny situation.

Noget skulle disse mennesker give sig til, hvis de ville tjene til føden. Og da kun de færreste havde kunnet afse penge til en decideret opsparing, faldt valget naturligt nok på områder, der repræsenterede et stort afkast af en ikke eksisterende kapital. Altså svindel!

På deres turneer landet rundt hændte det selvfølgelig at de kom forbi os, og så skulle de naturligvis bespises efter alle kunstens regler, samtidig med at alle de gamle minder fra livet på søen skulle genopfriskes, og endnu engang pyntes lidt op! Dertil kom så naturligvis beretningerne om, hvad man sådan lige for tiden gik og lavede!

Det sidste var som regel noget, politiet også gerne ville høre nærmere om, så det skete af og til at et besøg måtte afbrydes meget pludseligt, og “vennerne” måtte forlade byen, skarpt forfulgt af politiet – eller af en rasende ægtemand, der var kommet hjem, og fundet ud af, hvad konen havde købt.

Man kunne sige meget om disse mennesker, men deres underholdningsværdi var ubestridelig. Især for en lille dreng, der drømte om livet på de store have. Jeg lærte således ret hurtigt at skelne imellem det, jeg vil kalde den charmerende småsvindler og den mere hårdkogte kriminelle. De sidste har jeg aldrig brudt mig om. Svindlerne derimod, har jeg altid fundet underholdende, om end jeg aldrig har været særlig lun på at lade mig tage ved næsen.

Med en ballast af den type i kufferten skulle man vel således tro, at jeg i den grad var advaret, at jeg aldrig nogensinde ville lade mig tryne af en opblæst charmetrold, hvilket da også i langt de fleste tilfælde holder stik. Jeg kan lugte svindel på lang afstand! Alligevel lykkedes det mig for nogle år siden at gå direkte i nettet hos en inkarneret fidusmager, som alene ved sit Thorsenske strålingsfelt burde have afskrækket mig.

Jeg var inviteret til rundvisning på Neoplan fabrikken i Stuttgart, sammen med en hel busfuld vognmænd. Med på turen var også en redaktør og en fotograf. Redaktøredaktøren, lad os kalde ham Dick, havde netop startet et truckermagasin. Hvad bladet hed, husker jeg ikke, men besat af skrivekløe, som jeg altid har været, faldt vi naturligt nok i snak undervejs.

På det tidspunkt brugte jeg også en formue hver måned på min anden store lidenskab: foto. Som en følge af det sidste, havde jeg en dejlig stor lysbilledserie fra USA, hvor jeg gennem tre uger havde opsøgt forskellige truck stops, og fået lov at fotografere en hel del lastbiler, både udvendig og indvendig. Disse billeder ville jeg naturligvis gerne sælge, og den gode Dick var absolut heller ikke uinteresseret.

Allerede ugen efter turen til Stuttgart, stod han således på min privatadresse og ville se på billederne. Det blev en lang eftermiddag, hvor jeg foruden salg af billederne fik et muligt job på bladet stillet i udsigt, “når man nu lige var kommet ordentligt i gang, og det hele kørte.”

Mens vi talte sammen, udvalgte redaktøren med stor sikkerhed alle de bedste perler i min diassamling – så hans billedsyn fejlede i hvert fald ikke noget – og tog hele herligheden med sig. Tilbage stod jeg så med de dårligste af billederne. Dem har jeg for øvrigt endnu!

Et par af mine billeder var da også med i det næste nummer af bladet, sammen med en tekst, jeg angiveligt skulle have skrevet, men som i sit ordvalg lå mig så fjernt som overhovedet mulig. Dick vidste nemlig godt, hvordan en tekst skulle skæres.

Først og fremmest skulle den fremstå helt og aldeles befriet for belastende kendsgerninger! Altså fri fantasi. Dernæst gik han som udgangspunkt ud fra at ingen af læserne havde en intelligenskvotient over 80, hvilket teksten således omhyggeligt var rettet ind efter.

Til min store overraskelse viste det sig også at jeg var blevet medlem af redaktionen, og således ganske uforvarende blevet medansvarlig for denne underlige nyskabelse indenfor medieverdenen. Mr. Ironside – drengen i kørestolen – som nu for længst er borte, var i øvrigt også medlem af redaktionen, hvilket sikkert har overrasket ham lige så meget.

Nu var jeg så småt begyndt at lugte lunten, og forsøgte derfor flere gange at træffe redaktøren for, dels at få mit billedhonorar, dels at få mine billeder tilbage igen. Desuden var jeg blevet en smule nysgerrig med hensyn til, hvor stort et honorar en sådan arbejdsfri post i redaktionen kunne spytte af sig. Men, når det endelig var muligt at træffe redaktøren, havde han altid for travlt til at tale med mig lige netop i det øjeblik. Men han lovede altid pænt at ringe snart, så vi kunne få orden i sagerne. Snart er åbenbart et vidt begreb, for han har mig bekendt ikke ringet endnu. På den anden side har jeg også været en del hjemmefra siden dengang, så han kan være undskyldt!

På en eller anden måde må den gode Dick imidlertid have opfattet at bladet måske ikke hørte til den mest vitaminrige kategori, sådan rent indholdsmæssigt. I hvert fald brugte han et par numre på at bedyre overfor læserne, at man arbejdede på højtryk for at skaffe flere ansatte på bladet og således i løbet af et par numre at få niveauet væsentligt højnet.

Samtidig kom der et knaldgodt tilbud til annoncørerne: De kunne nemlig bestille – og betale – deres annoncer et helt år forud, og derved undgå en væsentlig prisstigning, som grundet den højere redaktionelle kvalitet lurede forude. Hvor mange, der løb med den limpind, ved jeg ikke. Men nogen må have gjort det, for bladet lukkede kort efter dette fremstød.

I mellemtiden havde jeg dog, via venner i pressen, fået en hel del mere at vide om Dick, som viste sig at være en legende indenfor branchen. Den mest kuriøse af sine bedrifter har han siddet i brummen for, og da jeg er tilhænger af at en straf må være overstået, når man forlader tugthuset, skal jeg ikke komme nærmere ind på det. Men jeg fik hurtigt fornemmelsen af at folk i branchen satte meget stor pris på de gode historier, han på den måde forsynede kollegerne med. Som sagt, var manden meget charmerende og underholdende, tilligemed det faktum, at man ikke på nogen måde kunne kalde ham ondsindet! Alt hvad han snød folk for var lidt penge, men jeg opfatter ham absolut ikke som direkte ondskabsfuld. Snarere tvært imod!

At andre har den samme opfattelse, fremgår vel også med al tydelighed af at man stadig kan følge Dicks bedrifter via dagspressen. Han har nemlig, meget fornuftigt, valgt at satse på en karriere som julemand. Da julemænd imidlertid kun har en meget kort sæson til rådighed til at inddrive en hel årsløn, går en af hans seneste bedrifter ud på at forsøge at organisere alle verdens julemænd. Slet ikke dårligt tænkt! Rundt om på kloden må der være et hav af julemænd, som hver især, formedelst et beskedent honorar, kan lade sig organisere i Dicks forening. Det kan vel altid være lige så godt, som at melde sig ind i Moon bevægelsen!

Siden har jeg et par gange forgæves forsøgt at få mine billeder tilbage. Men Dick holder stædigt på, at han har fået dem overdraget frivilligt og vederlagsfrit. At Dick har snydt mig for et mindre honorar – og misbrugt mit navn i forbindelse med en gang sproglig miskmask, jeg aldrig selv ville have leveret – har jeg til dato overlevet. Jeg har fået så megen morskab ud af de penge, at jeg til enhver tid er parat til at tilgive den del af spøgen. Hvad jeg aldrig vil tilgive ham er derimod, at han narrede mine billeder fra mig. De har nemlig affektionsværdi, og det kan ikke gøres op i penge. Så helt gode venner bliver vi aldrig mere!

 

Share Button
Print Friendly

2 svar til Min debut i medieverdenen

  • Michael Klodos skriver:

    Send ham et tæskehold. Jeg melder mig frivilligt, hvis jeg får dækket mine rejseomkostninger.

    • Det er sødt af dig, Michael, men jeg tager det nu ikke så tungt. Manden var en svindler og en lystløgner, men jeg lærte jo også noget. Den charme småsvindlere som han har, skal man altid være forsigtig med at falde for. 😆

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web