Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

Jeg er fagforeningsmand, vistnok!

Share Button

Jeg er fagforeningsmand, vistnok!

Jeg har hørt det så tit at der må være noget om det: Jeg er fagforeningsmand! Andre kalder mig også rød, og af måden de siger det på, fornemmer jeg at det ikke er hårfarven, de hentyder til. Det ville også være dumt, da den efterhånden udvikler sig hen i retning af de lysere toner. Da jeg ikke har hverken tid eller lyst til konstant at bygge mit hus efter andres råd, er det normalt noget, jeg lader gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Fordomme er for mange mennesker en form for tryghed, et snæversyn, der bringer orden i ens egen verden, men sjældent fred!

Den seneste tids ballade omkring organisering af chaufførerne har imidlertid fået mig til endnu en gang at overveje det der herlige begreb: fagforeningsmand! Når det bruges, er det som regel ment som et skældsord. Okay! Enkelte gange er det sket at en kollega egentlig har haft stor sympati for mig som person, hvis altså ikke lige det var for det der med fagforeningen! Det er sket mere end en gang at en velmenende kollega har trukket mig til side og forsøgt at forklare mig, hvordan verden hænger sammen. Han forklarer mig så som regel at det er arbejdsgiveren der har pengene, og derfor også magten. Hvis man gang på gang tillader sig offentligt at mene noget, som ikke falder i tråd med arbejdsgiverens mening, bliver han naturligvis sur, og i sidste ende bliver man fyret. Jeg må nu fortælle min velgører at det har jeg skam gennemskuet for længst, og tilføjer som regel at det faktisk er ulovligt at fyre en medarbejder på grund af hans politiske holdninger. Hertil svarer min velgører altid: ”Ja, men hvis de vil af med en mand, kan de altid finde en gyldig grund!”

Indtil nu er der i og for sig kun sket det interessante at min velgører har præsenteret mig for det, jeg opfatter som en række gode argumenter for at organisere sig – og dermed have chancen for at påvirke demokratiet og ytringsfriheden, så det hele tiden udvikler sig i positiv retning – men min velgører bruger det altså som argument for det modsatte: At man skal holde kæft, trit og retning, leve i stilhed og glæde sig over at tanker er toldfrie!

Nu er jeg et meget tolerant menneske, så jeg kan godt se at min velgører har ret. Vel at mærke altså, hvis man ønsker sig et samfund, hvor alt er ved det gamle, og hvor intet udover storkapitalens bankkonti udvikler sig i positiv retning. Så jeg takker for de gode råd, men fastholder at jeg har det udmærket som jeg har det, også selv om det af og til har kostet mig både på pengepungen og trygheden at være den, jeg er! Man kan til enhver tid købe min arbejdskraft, hvis prisen passer, og jeg skal nok passe mit arbejde, og gøre det bedst muligt. Men, min sjæl er ikke til salg for nogen pris!

Nu har jeg som sagt spekuleret meget over begrebet fagforeningsmand, og hvad det mon dækker. Så vidt jeg har forstået er det værste ved en fagforeningsmand, at han har en tendens til gerne at ville aflønnes efter den tarif, som er aftalt imellem vognmændenes og vores organisationer, og som jeg har forstået det, er det simpelthen for galt. Ja, mange kalder det ligefrem grådigt! Derfor bildte jeg mig i lang tid ind, at de vognmænd der gerne vil gøre op med den gode gamle borgerlige dyd, at en aftale er en aftale, også var besat af denne menneskefjendske grådighed. Men, det passer slet ikke, har jeg fået at vide. Her er der tvært imod tale om at være omkostningsbevidst, økonomisk ansvarlig og have flair for forhandling. At denne omkostningsbevidsthed ofte falder til jorden, når det gælder privatøkonomien, ændrer tilsyneladende ikke på noget. Ak, ja! Man lærer meget igennem livet! Jeg må da også indrømme at jeg ofte er blevet helt blød om hjertet, når jeg har siddet overfor en vognmand og modtaget en belæring om at penge ikke er alt, og der er andre og meget større værdier i livet, som alt for få forstår at værdsætte osv. osv. Så er jeg godt klar over hvem af os der skal have pengene, og hvem der skal tilskikkes de virkelig store glæder!

En anden dårlig egenskab ved en fagforeningsmand er, som en vognmand for nylig udtrykte det, at han ikke kan tænke selv, men blot bevidstløs følge nogle paroler, udtænkt af nogle fæle pampere, hvis eneste ærinde her i livet er at kvæle vores erhvervsliv, så vi alle kan dø af sult. Lad os for nemheds skyld glemme det meste af det pladder, og holde os til det med at tænke selv. Jeg ved ikke hvordan andre 3f medlemmer har det, men for mit eget vedkommende løber jeg ikke i hælene på nogen. Men, i forbindelse med min organisation kan jeg godt være det, man kalder pragmatiker, hvilket vil sige at jeg ikke altid er enig med organisationen. Det pragmatiske består så i at fortælle en formand, eller en konsulent, hvad jeg mener om en bestemt sag. Da formanden er valgt til at tage beslutningerne, er det naturligvis ham der tager dem, og står til ansvar for dem ved næste generalforsamling. Så jeg forventer ikke at hele systemet bliver indrettet efter mit hoved næste formiddag. Hvis det fungerede på den måde, ville organisationen formodentlig også kunne bruge al sin tid på hele tiden at lave om, fordi en eller anden er utilfreds.

Man må altså leve med at være uenig i nogle ting, nøjagtig som der er fordele og ulemper ved enhver arbejdsplads. Jeg har således ikke meldt mig ind i fagforeningen fordi jeg mangler nogen til at tænke for mig, og paroler har jeg aldrig kunnet døje, hvad enten de stammer fra kirken, de konservative, fagforeningen eller et hvilket som helst andet præsteskab! Lad mig i den forbindelse minde om at også de gule fagforretninger (jo, det er deciderede forretninger) i høj grad selv betjener sig af paroler, og at parolerne i og for sig ofte er langt bedre end det mål, de anvendes til at opnå. ( Ja, tænk selv over den!)

Det skulle også være ganske vist at en fagforeningsmand simpelthen hader arbejdsgivere, og i det hele taget folk, der har penge. Her står jeg altså af! Meget kan man skyde mig i skoene, men ingen kan med rette sige at de ved hvem jeg hader, og hvem jeg sætter pris på. Faktisk må jeg skuffe folk med at jeg egentlig ikke rigtig hader nogen. Had er for mig et begreb, man bør overlade til dem der har den specielle begavelse det kræver! Når jeg vælger, hvem jeg synes om, er det helt andre kriterier end firkantede politiske og ideologiske hensyn der gælder, nemlig om en vedkommende har de personlige egenskaber, der tiltaler mig. Jeg kender stenrige mennesker, som jeg sætter stor pris på, og ludfattige, som jeg ikke gider spilde min tid på, men heller ikke på nogen måde hader. Det lyder jo sådan set fornuftigt nok, rent forretningsmæssigt!

Men, princippet gælder også omvendt, og dermed har jeg nok forspildt mange chancer for at ”netværke” mig til en formue. Jeg skylder da også at sige at mange arbejdsgivere har det på samme måde. De kan sagtens acceptere en skelnen imellem privatpersonen og rollen som modpart i en forhandling. Fagforeningsmand er således kun en tanketom etikette, som alt for mange mennesker uden omtanke uddeler til hinanden. Men, det undrer mig stadig, at der ikke findes en tilsvarende betegnelse for de arbejdsgivere, der også lader sig organisere i troen på at forhandlinger og fælles fodslaw medfører et mere velordnet og menneskeligt samfund. Måske er der bare ikke nogen, der har tænkt så langt!

Share Button
Print Friendly, PDF & Email

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web