Blog – nyeste indlæg

Løgn og Lastbiler

Forsiden af Løgn og Lastbiler

Forsiden af min bog, Løgn og Lastbiler

En lille historie fra fortiden

Share Button

 

En lille historie fra fortiden

 

Denne gang vil jeg forsøge at holde mig i skindet, og holde mig langt væk fra cabotagedebatten, selv om den langtfra er død, eller unødvendig. Jeg har bare lyst til at slå et slaw ind omkring noget helt andet, om ikke for andet, så for at spare mine blodkar for et aggressionsbetinget overtryk. Derfor har jeg tænkt mig denne gang at fortælle lidt fra en svunden tid, hvor danske chauffører i stort antal kørte sydpå. Mit foretrukne pastorat var Italien, hvor såvel kulturen som maden i høj grad faldt i min smag.

 

Firmaet jeg kørte for, havde Comlog i alle biler, så de havde fuldt overblik over, hvad vi gik og lavede, men, jeg ved ikke om det er blevet bedre siden, men dengang var systemet meget følsomt overfor dårlig stemning, så antenneledningen simpelthen faldt af uden varsel. Dermed var der ofte kun telefonen at ty til, og hvis den også gik i udu, kunne det godt gå grueligt galt med kommunikationen.

 

Det var nu på en af de gode dage, hvor det hele virkede, at jeg kom lidt galt afsted, da jeg samlede gods ind i området nord vest for Milano. Jeg havde besluttet mig for at overnatte på ”Skrotten,” som er en nogenlunde sikret betalingsplads for lastbiler, lige ved tangenzialen (ringvejen). Undervejs ind imod Milano modtog jeg pludselig en besked om at jeg skulle holde natpause på rastepladsen ved Rho, men ikke nogen begrundelse, så jeg gik egentlig automatisk ud fra, at disponenten havde klokket i et eller andet, så han gerne ville spare p-afgiften til Skrotten. Som det autoritetstro menneske jeg er, holdt jeg selvfølgelig ind på rastepladsen ved Rho, blot for at konstatere, at man ikke havde indrettet badefascilliteter siden sidst, jeg havde været der, samt at den generelle hygiejne på stedet, om jeg så må sige, overholdt sædvanlig standard. Derfor kørte jeg videre til Skrotten, hvor standarden ganske vist heller ikke var imponerende, men hvor det dog var muligt at få et bad, hvis man var desperat nok – hvilket man automatisk er i den varme – og desuden modig nok til at pille ved elektronikken, mens man stod på et vådt gulv. Møntautomaten var nemlig gået i stykker, så man var nødt til at rode lidt i automaten for at få vandet til at løbe.

 

Skrotten havde yderligere den fordel, at man i princippet kunne sove roligt, uden at blive gasset, og der var altid danske kolleger, man kunne dele en karaffel vin og et par løgnehistorier med, og stedet var ikke mere luksuriøst end det var til at leve med. Jeg kørte altså de sidste fem seks kilometer ind til Skrotten, uden nogen protesterede, og derefter gik jeg i bad, og fik noget godt at spise. Først da jeg igen kom ud i førerhuset, brød helvede løs omkring mig. Der var sådan ca. en million ubesvarede opkald på telefonen, samt en del beskeder på Comloggen, der alle lød noget i retning af: ”Hvor fanden er du henne?”

 

Ud fra det skønnede jeg, at den gode stemning nok var slut for den dag, og det viste sig at være rigtigt set! Et øjeblik efter ringede telefonen igen, og det var – ikke overraskende – disponenten, der gerne ville vide, hvor jeg var, og hvad fanden jeg bildte mig ind. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede på det med indbildningen, men ellers lød dialogen nogenlunde som følger:

”Jeg holder på skrotten”

”Hvad fanden holder du der for, når jeg har bedt dig om at holde på Rho? Nu holder Erik der med et punkteret trækhjul, og ikke nogen, der kan hjælpe ham med at skifte det.”

”Så holder han der vel i morgen igen! Der er to grunde til at jeg ikke kan køre før i morgen tidlig: jeg har drukket vin, og jeg holder klemt inden imellem en masse biler fra Murfitts, som først flytter sig i morgen tidlig.”

”Jamen, hvorfor i alverden gør du ikke, som jeg siger?” ( Her har jeg modereret sproget lidt. )

”Det gjorde jeg skam også, men du ved, allerede ved attentiden er alt optaget på Rho, jeg kunne simpelthen ikke finde en ledig plads.”

Der havde jeg nær sat ham til vægs, men efter en kort pause kom han igen:

”Jamen, Erik holder der da nu. Hvorfor kan han finde en plads, når du ikke kan?”

”Der må vel være en eller anden der er kørt igen!”

Dermed var den verbale fægtning formelt afgjort, omend jeg måtte lægge øren til en del grim snak, inden han lagde på. En af hans spidskompetencer bestod faktisk lige netop i at lægge røret på med en pondus, der ikke efterlod nogen tvivl om, hvem der nu var fornærmet.

 

Enden blev dog, at jeg fik min skønhedssøvn, og mens jeg næste morgen gjorde klar til at trille ud til Rho, blev jeg endnu en gang ringet op. Nu skulle jeg bare køre mod Verona, og holde ind på den første rasteplads efter Bergamo, hvor Erik vil stå med sit uløste problem. Fair nok! Jeg fandt kollegaen, men efter vi havde stået to mand og hoppet på jernstangen i et stykke tid, opgav vi foretagenet, og han kørte i stedet på værksted.

 

Nu er jeg godt klar over, at nogen vil føle sig trådt på tæerne, og tillægge mig motiver som gammelt nag, nidkærhed, og hvad ved jeg. Men, jeg fortæller ikke dette for at fornærme nogen, tage hævn, eller lignende. Historien er på så lang afstand, at jeg selv morer mig over den, ja, for nu at sige det på jysk, så kan jeg næsten ikke lade være med at grine ad den, og derfor håber jeg selvfølgelig at andre også vil kunne få sig et billigt grin. Og skal man endelig lægge noget alvorligt i historien, må det være noget i retning af, at der foregår så mange tåbeligheder i branchen, at man bliver syg af det, hvis ikke man formår at at smelte det om til et godt grin.

Share Button
Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinfo

Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
DK-7500 Holstebro

+45 42 30 29 90

hans@hanserasmussen.dk

kratholm.ras@gmail.com

Mine stockfotos

Royalty Free Images

Tanker på vejen

Min nye bog, Tanker på vejen, er udkommet på forlaget Veterania. Den har fået fine anmeldelser og bibliotekernes lektørudtalelse er meget positiv. 

forside_web